La Tasca den tredje

Rådhuskroen i den statelige bygning skråt over for det gamle rådhus i Vejle har set og oplevet en del gennem de seneste 20 år. Vejen er gået over traditionel smørrebrød, kinamad, diverse forsøg på progressiv, dansk køkken med varieret succes frem til sit seneste værtsskab anno 2011.

Det lidt underfundige navn, Café Wing, skal man ikke lade sig narre af. Vi taler om version III af en anden Vejle-tradition, tapasrestauranten La Tasca.

Den begyndte som den første af sin art i Vejle for ni år siden i Paladspassagen, hvor Phuong Nguyen åbnede Cafe La Tasca sammen med Heidi Frederikke Jørgensen, som hun havde mødte i reality-programmet Baren. Sidstnævnte flyttede senere til Aarhus for at begynde for sig selv. For fire år siden flyttede La Tasca til Dæmningen 45, hvor den i september 2010 gik konkurs. Phuong Nguyen er i dag daglig leder af Cafe Wing, der ejes af hendes mand Søren Andersen.

Den første version var larmende men hyggelig og menukortet nyt og spændende, andenudgaven var mest dyr og bar præg af et uheldigt sammentræf af kostbart nybyggeri og finanskrise, som aldrig gav spisestedet en chance for at overleve.

Og nu er vi altså nået til kapitel tre, som har fået et par måneder til at etablere sig i de nye omgivelser. Prøvespisningen afslørede, at både menukort, køkken og kvalitet ikke har forandret sig sønderligt trods adresseskiftet. Version 1 vinder stadig på næsten alle punkter, og selv om man hverken bliver snydt eller flået efter en visit på Café Wing - ingen retter koster mere end 200 kroner - må man leve med samme fejl og skavanker, som prægede version II.

Fremragende beliggenhed

Og det er synd, for beliggenheden er fremragende, tæt på midtbyens bedste, med det fine, lyse, rektangulære serveringslokale med den lange bardisk ved døren og mulighed for udendørs servering på torvepladsen udenfor.

Vi spiste ved frokosttid, som burde være restaurantens peak hour med masser af forbipasserende strøghandlende. Café Wing gør det nemt for dem at lade sig lokke. Ud over sine signaturtapas byder restauranten på en stribe lette retter og burgers, som man ubeskedent vurderer som byens bedste. Man har mulighed for at spise en bid til næsten ingenting eller drikke en kop kaffe, men man kan også vælge den store tur og spise sig mæt i tapas til en femhundredekrone seddel.

Vi valgte en mellemløsning. Café Wing lister 22 tapas på kortet, og de er repeteret på en afkrydsningsseddel, nøjagtig som man kendte det fra de gamle La Tascas. En koster 48 kr., to 91, og sådan fortsætter det op til 197 kr. for syv tapas. Vi tog fire hver og supplerede med øl, som restauranten sympatisk har hentet på fad fra Vejle Bryghus suppleret med et par internationale varianter.

Hvis ikke hukommelsen svigter voldsomt, var tapasvarianterne næsten identiske med Tasca II, og jeg koncentrerede mig om at vælge noget, jeg ikke havde prøvet tidligere - tilsyneladende uden held. På bordet lignede det deja vu med samme fundamentale kritikpunkter, som jeg faldt over sidste og måske også forrige gang.

Ikke overbevisende

For det første: Café Wings tapas har intet med traditionel spansk tapas at skaffe. Restauranten serverer småretter inspireret af det dansk/internationale, standardiserede udbud arrangeret på lange, smalle tallerkner.

Det er så, hvad det er, men vælger man den løsning, skal både råvarer og tilberedning være i orden. Og det hang ikke overbevisende sammen i vores tilfælde.

Jeg begyndte med honning/chili rejer - en tue af - efter min bedste overbevisning - optøede rejer af standardkvalitet med svag smag af honning, mens jeg selv kunne regulere syren med den tilhørende citronskive. Chilien smagte jeg ikke, resultatet var slattent.

Herpå fulgte en tunmousse i pæn størrelse men af smagsmæssig middelkvalitet.

Kartoffelrösti med aioli bød på to sprøde kartoffeltrekanter og en lille skål med restaurantens version af den sydfranske hvidløgsmayonnaise. Den er smagt til med både tomat og paprika, og det dominerer for kraftigt efter min mening - vi er ganske enkelt for langt fra udgangspunktet.

Sidste tapas på min tallerken kunne jeg hurtigt se, at jeg også havde bestilt på La Tascas tidligere. Bøfmozarella med tomat, rødløg og balsamico pirrede nysgerrigheden, fordi navnet enten var en stavefejl (Bøffelmozarella) eller en hidtil ukendt variant af den italienske slagvareost.

Resultatet var mest det sidst, for den havde ikke megen lighed med mozarella, som jeg kender den - hvid og porøs. Denne her var lysebrun og fast, og den type har jeg kun set i ikke-italienske kopiprodukter. Den triste servering fik en smule kant af syren fra balsamicoen og lidt pesto uden for beskrivelsen, men det ændrer ikke på en lidt besynderlig smagsoplevelse, som jeg havde en klar erindring om at have prøvet før.

Medanmelderen startede med grillede tigerrejer på frisk salat uden at blive imponeret, og det hjalp ikke sønderligt, da han sattte tænderne i Seranoskinke med pamigiano, melon og ristede pinjekerner.

Mør oksefilet i rødvinssauce lød tillokkende, men viste sig at være temmelig tørstegt okesfilet, og skal den ret blive til noget , kræver det meget langsom tilberedning ved rigtig svag temperatur.

Svinemedaljon i svampesauce var heller ikke helt, hvad navnet antydede. Saucen var uden svampe og kødet tørt.

Men portionerne var pæne, og vi sad fint med udsigt til torvet og nød eksemplarisk betjening undervejs. Og det er svært ikke at ærgre sig over, hvad Cafe Wing kunne have været med et par rettelser hist og her. Tapas konceptet er fint nok, hvis retterne er ordentlig tilberedte og passer til beskrivelsen, og det lette køkken med fine valgmuligheder til få penge er godt tænkt.

Men eksekveringen hænger i bremsen, og derfor kan vurderingen ikke snige sig over tre endda meget generøse stjerner. I tredje forsøg, skal tingene begynde at lykkes.

Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Restaurantanmeldelser-forsiden